Esportlinjen vinder NPF!

Efterårsferien for esport udøvere kickstartes hvert år af Netparty FYN (NPF), som er Danmarks største LAN Party med omkring 5000 deltagere. Over tre dage kommer folk fra nær og fjern for at dyste om store pengepræmier og æren indenfor forskellige grene af Esport.

Vi havde sendt alle elever afsted til messehallen i Fredericia og deltog i spillene CS:GO, League of Legends (LOL) og Fortnite. I alt 40 elever var afsted og det skulle vise sig at blive en rigtig god tur.

Holdene deltog i skoleturneringen og ambitionerne fejlede intet. Landets øvrige esportselever på efterskoler og gymnasier skulle besejres.

CS:GO holdene klarede sig godt og første- og andetholdet spillede sig sikkert videre til slutspillet. Førsteholdet LOL tog en stor skalp i indledende runde ved at besejre Campus Vejle, der traditionelt set er blandt favoritterne.

Lørdag aften stod i finalernes tegn. LOL holdet havde desværre brugt alle kræfterne i indledende runder og måtte se sig besejret i finalen mod et godt spillende KMG-hold. Ærgerligt for holdet, der ellers havde været bedst indtil da i turneringen. De to Fortnite spillere Lauge og Nicolai havde ligeledes opnået en flot andenplads inden finalescenen blev overtaget af CounterStrike spillerne

Førsteholdet i CS:GO med Claes, Victor, Magnus, Victor og Thais havde været igennem en neglebider af en semifinale mod Campus Vejle og havde vundet med de vanvittige cifre 19-16, 17-19, 25-23 og stod i finalen overfor Højer Esport Academy. Her blev det til en sikker sejr i to runder og så kunne holdet løfte trofæet og gå hjem med pengepræmien på 15.000.-